2015.04.18 Jubilæumstale til DKKF´s 90ås jubilæum på Øm

 

Hvad er DKKF ? Lederteamet Kalender Samarbejde Links Indmeldelse Meddelelser / Artikler

Siden rev. : 2017.10.03

Nyhedsbrev: tryk HER

Kalendere 2017: tryk HER og HER

Lyt til 'Nu falmer skoven'': tryk HER

Tale/ Øm

 

DKKF 90års fødselsdag og begravelse

18. april 2015

 

 

 

At tage afsked med en patient i dyb coma…

og så oven i købet samtidig fejre patientens 90-års fødselsdag,

det er ikke en let opgave, men det er altså den opgave, jeg har påtaget mig her og nu.

 

Hvis det var en ung kvinde, handlekraftig og med livets muligheder foran sig, ville det være næsten ubærligt. Hvis det er en ældre – en elsket bedstemor, en bedstemor der har taget hånd om mig gennem mange år, lært mig at håndtere livet i alle dets aspekter – så er det ikke så ubærligt. Så kan vi mindes de varme omfavnelser, de kloge ord vi har modtaget – ja, nærmest den lærdom om livet, vi har modtaget af den døende.

 

Mange af os, der er her i dag, har antagelig modtaget både varme omfavnelser og megen lærdom af den ”dame” vi samtidig fejrer og tager afsked med. Men betragtet fra vor egen hverdag, fra vor dagligdag, fra den verdensomspændende hverdag, så solen står stadig op hver dag, og livet går videre!!!!!!!!!

 

Jeg kan stadig mindes min mormor i Ålborg, hvor jeg tilbragte mange ferieperioder. Jeg kan se på mig selv, hvor mange egenskaber jeg har modtaget fra hende. Jeg husker min mor, en hårdt arbejdende kvinde, der ved sit arbejde bevirkede, at jeg kunne få en uddannelse, stifte familie, opdrage mine børn – og jeg kan, som den gråhårede kone jeg er --- SE hvordan mine nære omgivelser har fulgt mit spor. Ikke entydigt – der har været mange skiftespor undervejs – men udgangssporet var dog det samme.

 

Sådan har jeg valgt at se nedsmeltningen af Danmarks Katolske Kvindeforening! Damen har været svag i længere tid, nu ligger hun i coma. Der mangler kun at trykke på knappen. Men uden DKKF ville jeg i al fald have manglet et input i mit liv i dag.

 

--------------------------------------------------------

 

Jeg mødte faktisk DKKF her på Ømborgen.

Jeg var ansat på en katolsk privatskole i København og var med en 5. klasse på lejrskole. Jeg snusede rundt og på biblioteket fandt jeg en stak blade med en mælkebøtte udenpå. En mælkebøtte der spredte sine frø, et medlemsblad fra DKKF. Jeg tog et eksemplar med hjem! Jeg var ikke katolik, men dog omgivet af mange katolikker hver dag. Kolleger, elever, søstre og præster. Jeg meldte mig ind i DKKF. Spirende kvindearbejde var oppe i tiden. Efter et par år stoppede jeg medlemskabet.

 

Jeg var blevet mine kollegers fagforeningsrepræsentant. Altså ikke en katolsk forening, men en forening der rummede mange katolske medlemmer.

 

Livet kørte!

 

Tillidsrepræsentanterne fra de katolske skoler i det Storkøbenhavnske område havde ofte brug for hinanden. Vi samarbejdede, samværet udviklede sig til venskab. vi inddrog vore ægtefæller (hvis vi havde nogen) i vort venskab, vi rejste sammen – også til udlandet, vi diskuterede fagpolitik – og vi passede vort arbejde på den katolske skole , hvor vi var ansat!

 

På et lejrskoleophold i Rom havde jeg en oplevelse, som brændte sig fast! Jeg så en gammel forslidt kone komme slæbende med et par store plastposer. Hun gik ind i en kirke. Jeg passede mine elever! Efter 10-12 min. kom kvinden ud igen. Stadig med de to poser, men med en helt anden kropsholdning og i et raskt tempo! Hvad kunne hun have oplevet inde i kirken?

Den episode blev min indgang til den katolske kirke. Jeg stillede spørgsmålet til en af mine venner i den katolske fagforeningsklub.

Han var katolsk præst.

Det vidste jeg først efter flere års bekendtskab, derfor havde vi på forhånd – altså inden mit spørgsmål - et meget personligt forhold.

Vore samtaler førte til, at jeg konverterede og jeg meldte mig igen ind i DKKF.

 

Allerede den gang synes jeg, at foreningen var en gammel dame. Lidt støvet, lidt langsom i optrækket.

Jeg engagerede mig ved at sende referater og kommentarer til redaktionen af bladet. Det har fortsat gennem årene. Jeg har bevidst søgt at ændre lidt på stilen ved at berette om hvad katolsk kvindearbejde OGSÅ kan handle om.

Jeg tror dog ikke det har haft nogen effekt – medlemstallet har været konstant faldende.

 

Men da jeg modtog DKKF-Nyt/Nyhedsbrev nr. 2 2013 slog jeg en glad latter op. Endelig erkendte vort blad sin egen alder.

Endelig henvendte redaktøren sig til bedstemødrene!

På side 18 bringes en strikkeopskrift – en hue i babystørrelse! Det var nærmest en gave til hungrende bedstemødre og oldemødre – troede jeg!

Noget vi kan nørkle med i gyngestolen tæt på radiatoren, noget vi kan lukke øjnene over mens tankerne går på rejse. Jeg så for mig sækkevis af huer blive sendt til fødselsafdelinger - - og ud i den store verden!

 

I det efterfølgende nummer søgte jeg forgæves efter en beretning fra arbejdet på de neonatale afdelinger, frivilligt socialt arbejde på børneafdelinger, økonomisk støtte til katolsk/socialt børnearbejde i Danmark eller i udlandet.

 

Men jeg blev skuffet – den dag opgav jeg min kamp for at holde den gamle dame i live – og jeg har i dag stemt for at lukke DKKF ned….

 

Så her slutter jeg med et hjertelig til lykke med de 90 år og et farvel til den gamle dame.

 

Hvil i fred.

 

Lad os rejse os og ”tænke” et stilfærdigt SKÅL!

 

Tale v. Inger Harbo Andersen

 

 

Efterår 2017 (Nordlige halvkugle).

Fra:fredag den 22. september Til: torsdag den 21. december

 

Efterår er en af de fire årstider.

 

Der er ingen officiel meteorologisk definition; men for Danmark er foreslået perioden, hvor minimumstemperaturen ligger mellem 0 og 10 °C og gennemsnitstemperaturen falder (ca. 20. september til ca. 30. november).

 

Efteråret symboliseres i kunsten ofte med høsten, og at bladene begynder at falde af træerne.

Omvendt symboliserer efteråret oftest alderdommen.

 

Det varmeste efterår (kalendermæssigt) i Danmark registreres i 2006 med en gennemsnitstemperatur på 12,2° C. [1]

Ovenstående efterårs fotos er fra henholdsvis Norge, Odense Å, Klosterparken i Odense, samt områder i det sønderjydske ved Vadehavet..... og på Als...